tirsdag den 29. november 2011

Det forkerte julemarked

Vel hjemme på Munksøgård har jeg gået og tænkt tilbage på ’Det Upcyclede Julemarked’ i Det Økologiske Inspirationshus. Det var en søndag med dejligt samvær og mange gode snakke i et inspirerende hus. Der blev talt genbrug og forbrug, udvekslet ideer og fortalt gode historier. Det blev handlet anderledes julepynt og skæv-skønne gaver. Og jeg tror sørme, at jeg allerede har fundet navnet til næste års julemarked.
Dørene skulle efter planen åbne kl. 10:00, og jeg var godt klar over, at det var i sidste øjeblik, at jeg stod sammen med Charite fra Coversbycharite.dk og havde pokkers travlt med at sætte en velkomstplakat op. Jeg hørte kirkeklokkerne ringe og vidste, at nu var vi faktisk fremme ved det annoncerede starttidspunkt.
Og så blev jeg vældig glad, da jeg samtidig fik øje på den første gæst, en midaldrende dame. Vi bød pænt velkommen og skyndte os at blive færdige med det sidste. Et par minutter efter var den samme gæst imidlertid allerede på vej ud igen. Jeg nåede lige at tænke, at det var da et næsten urimeligt kort besøg, da hun sagde: ”Det var det forkerte julemarked!!”. ”Hmmm … det kan man vel diskutere”, tænkte jeg. Men hun fortalte så, at hun plejede at komme til et julemarked i Det Økologiske Inspirationshus, og dér købte hun altid en bestemt marmelade. Jeg forklarede, at omdrejningspunktet i vores julemarked var kreativt genbrug, affald og upcycling. Jeg meldte også lige at arrangøren var BEVAR.dk. Og på baggrund af alt det kunne vi derfor desværre ikke tilbyde marmelade – og så smuttede hun igen.
Der kom heldigvis masser af andre mennesker forbi i løbet af dagen. Mange trodsede blæsevejret og var dejligt nysgerrige. Selv Danmarks Radio kom forbi. Alt i alt var det bare en herlig dag, der vil blive husket længe.
Og det bliver absolut heller ikke det sidste julemarked af sin art. Men jeg er jo blevet inspireret til et navneskifte, for jeg er egentlig blevet rigtig glad for navnet ’Det Forkerte Julemarked’, så måske er det sådan, det skal hedde i 2012.

Herunder ser du nogle forkerte jule-engle fra dette års julemarked. De er designet af Maria Franzén og skabt af konserves-dåse-låg, kobbertråd fra gamle ledninger og skrottede perler. (foto: Helle Kristiansen)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar