mandag den 19. december 2011
En snak med mine børnebørn i ca. år 2035
Jytte Abildstrøm sagde en gang til mig: ”Fra nu af kan det da kun gå fremad!”. Det var så smukt sagt, synes jeg. Ordene faldt lige efter Klimakonferencen i 2009, hvor vi var nogle stykker som sad tilbage med en 'mavepuster-fornemmelse' og drøftede forløbet.
Negativ kan man alt for hurtigt og nemt blive, så jeg vil undlade at uddybe. For der ER jo så meget mere energi i at være positiv og optimistisk. Og jeg vil da påstå at det også er sjovere at være både visionær og idealist. Og i den ånd forestiller jeg mig indimellem, at jeg har en krystalkugle foran mig og med den skulle så evnen til at se ind i fremtiden følge med. Det er top-motiverende, og nu vil jeg dele med dig hvad jeg ser:
Det er en skøn, solrig sommerdag. Jeg befinder mig i en grøn og frodig have og har slået mig ned i en af de her fantastiske gyngesofaer. Sådan en, som jeg synes man altså SKAL sidde og slappe af i, når man bliver gammel. Jeg ER nemlig halv-gammel her i mit ’syn’, og omkring mig sidder mine skønne børnebørn – to piger og en dreng. De er omkring de 10, plus / minus et par år.
Snakken går.
Pigen med de brune øjne siger: ”Men vil det sige, at Danmark en gang har været et af de lande, der producerede mest affald? Det lyder jo helt vildt!”
Mit svar lyder noget i retning af ”Ja, men I kender jo nok det her med at det ikke er særlig sjovt at beskæftige sig med problemer, ikk? Og det var faktisk sådan, vi så på affald dengang. Som ét stort problem. Hvis du vidste, hvor meget affald, vi transporterede rundt omkring på hele kloden dengang for at komme af med problemet. Der gik jo SÅ mange år, før man fandt ud af dels at minimere affaldet og dels at bruge affaldet til noget, så det for alvor gjorde en forskel.”
”Men hvordan kunne det egentlig gå så galt?” spørger drengen.
”Jeg tror bare, vi kom til at dreje i den lidt forkerte retning i en periode – og langsomt, men sikkert var det blevet helt normalt at være grådig. Faktisk var der en gang status i dét at købe ting hele tiden, og dét at eje ting kom til at være det, vi målte hinanden på.
Det lyder måske fjollet, men det var rent faktisk dét, man troede, skabte lykke og glæde. Derfor skulle man også helst have et job, hvor dét man tjente var godt. Lønnen kunne egentlig gå hen og blive vigtigere end det man reelt lavede. Og grådighed og kreativitet hænger faktisk sjældent godt sammen, så samtidig skete der det forfærdelige, at vi glemte vores kreativitet. Pludselig var kreativitet ikke rigtig så vigtigt længere, som det for eksempel er blevet i dag – og som det i øvrigt også var for mine bedsteforældre – de var så jeres tipoldeforældre. I mange år så vi bare den anden vej, når vi så affald. Vi var lidt ligeglade, man man vel sige.
Vi skulle altså lige nogle år igennem.
Men heldigvis kan holdninger og dét, vi kalder værdier, ændre sig – også i den gode retning. Og lige som det var ved at gå helt galt, så begyndte folk heldigvis at tænke i andre baner. Holdningerne ændrede sig i flere og flere mennesker.”
Den anden pige, som er den ældste af børnene, spørger: ”Men hvordan undgår vi så, at det igen bliver ligesom dengang?”
”Tjaaah … Vi skal bare sørge for, at grådighed aldrig bliver anerkendt – det må ikke engang blive ignoreret. Den bor nemlig i os alle sammen, grådigheden. I dag er vi bare blevet lidt klogere. Når I tre fx får en skål jordbær til deling, så er I rigtig søde til at dele – selvom det jo også ville være fedt at spise dem ALLE sammen selv. Men så ved I godt at de andre bliver kede af det. Og det er jo derfor, I ikke bare tager dem alle sammen selv – I tager hensyn til andre. Jeg tror, mennesker fandt ud af, at vi selv bliver mere glade, når vi hjælper andre eller gør andre glade. I dag ved vi godt at det handler om ikke at være ligeglad og ikke være grådig.”
”For virksomhederne, som jo skal tjene penge for at leve og betale til lønninger og andre udgifter, er der sket det, at direktørerne ikke kun ser, og vurderes af andre, på de sorte og røde tal. Altså om det går godt eller skidt med at tjene penge. Sådan var det jo førhen. Nu vurderer direktørerne også de bæredygtige og sociale tiltag – og det er dem, der fortæller, om det er en god virksomhed, om det er en god arbejdsplads, om de laver noget, der er fornuftigt, og om de bruger deres penge på noget godt. Og det er jo logik for perlehøns, at jo bedre gode tiltag, virksomhederne efterhånden får lavet, jo bedre går det også for virksomheden generelt. Og den lille forskel er, at det med de sorte og røde tal alene kræver en lommeregner, mens de andre - de bæredygtige og sociale tiltag - også kræver kreativitet. Så kreativitet er blevet vigtigt igen.
Og hvilken virksomhed vil I mon være mest stolt af at arbejde for – en med de her tiltag eller en uden?”
”En med!” svarer de alle i kor.
”Ja, så man kan sige, at grådigheden og ligegyldigheden bare skal holdes nede. Og så skal kreativiteten og stoltheden have lov til at blomstre. Lyder det i grunden ikke rimelig nemt?!”
”Jo!” siger børnene, og så griner vi alle sammen og gynger videre …
Etiketter:
bæredygtighed,
genbrug,
kreativ,
social
Abonner på:
Opslag (Atom)

